FCI er den internationale organisation af nationale kennelklubber med i dag godt 80 medlemslande. FCI-standarden beskriver racens "ideal-hund" med hensyn til udseende, bevægelsesmønster, temperament samt brugsegenskaber. Det land, der i standarden er opført som racens oprindelsesland, har ansvaret for racens standard, som skal godkendes af FCI. Oprindelseslandet har derfor stor indflydelse på racens stabilitet og udvikling.

FCI udstikker nogle praktiske retningslinjer for udformningen af standarden, således at der efter angivelse af racens oprindelsesland og anvendelse kommer en sammenfattet racehistorik fortsat af en beskrivelse af racens helhedsindtryk, herunder temperament. Herefter beskrives racen mere eller mindre detaljeret fra næse til hale. Forståelsen af standarden vil altid være udtryk for en subjektiv fortolkning.

FCI anerkender kun én kennelklub i hvert land - i Danmark er det Dansk Kennel Klub (DKK). Et af DKK’s hovedformål er at føre Dansk Hundestambog - den af FCI anerkendte stambog. Stambogen, standarden og udstillinger er grundlaget for fastholdelse af sunde og typefaste hunderacer, der kan betragtes som en kulturhistorisk arv.

FCI Standard Nr 235

20.12.2012/EN (ORG 18.10.2012) 

GRAND DANOIS

(DEUTSCHE DOGGE)

Oprindelsesland: Tyskland

Denne tegning viser ikke nødvendigvis det ideelle eksempel af racen

Anvendelse

Selskabshund, vagt- og forsvarshund.

Klassifikation

FCI Gruppe 2 (Pinschere, Schnauzere, Molosser og Schweizer Sennenhunde),

Sektion 2.1 (Molosser).

Uden brugsprøve.

Historie

Som forfædre til vore dages Grand Danois (’Deutsche Dogge’) må man anse den gamle ’Bulbider’ såvel som de parforcejagt- og vildsvinehunde, der var en mellemting mellem den stærke Mastiff af engelsk type og en hurtig, smidig mynde. Ved betegnelsen ’Dogge’ forstod man oprindelig en stor, stærk hund, som ikke behøvede at høre til en bestemt race. Senere betegnede tyske navne som ’Ulmer Dogge’, ’Englische Dogge’, ’Dänische Dogge’, ’Hatzrüde’, ’Saupacker’ og ’Grosse Dogge’ forskellige typer af disse hunde, alt efter farve og størrelse. I 1878 besluttede en syvmands-komité i Berlin, bestående af engagerede opdrættere og dommere, at sammenfatte alle de ovennævnte varianter under navnet ’Deutsche Dogge’. Dermed blev den avlsmæssige grundsten nedlagt for en selvstændig, tysk hunderace. I 1880 blev der i forbindelse med en udstilling i Berlin for første gang fastlagt en standard for racen, som siden 1888 har været varetaget af ”Deutscher Doggen-Club 1888 e.V.” og i årenes løb flere gange er blevet ændret. Standardens nuværende udformning følger FCI’s retningslinier.

Helhedsindtryk

Med sin stolte fremtoning kombineres en stor stærk velkonstrueret krop med stolthed, styrke og elegance. Ved substans kombineret med adel, harmonisk skikkelse, velproportioneret konturer, samt et særligt udtryksfuldt hoved, virker Grand Danois for beskueren som en ædel statue. Aldrig grov eller med raffineret elegance. Perfekt i balance og altid med klart definerede kønspræg. Den er hunderacernes Apollo.

Proportioner

Næsten kvadratisk bygget, dette gælder især hannerne. Hunnerne kan være lidt længere i kroppen.

Temperament

Venlig, kærlig og hengiven over for familien. Kan være reserveret over for fremmede, men der kræves en selvsikker, frygtløs, let medgørligt, føjelig følgesvend og familiehund med høj modstandskraft over for provokation og uden aggressiv opførsel.

Hoved

I harmoni med helhedsindtrykket. Lang, smal, markant og udtryksfuld. Aldrig kileformet. Fint mejslet, især under øjnene. Afstanden fra næse til stop og fra stop til den lidt markerede nakkeknude skal være så ens som muligt. Næsepartiet og skallen bør absolut løbe parallelt. Hovedet skal virke smalt set forfra med næseryggen så bred som muligt.

Skalle:

Øenbrynsbuerne veludviklede, men ikke fremtrædende. 

Stop: 

Tydeligt betonet.

Næse: 

Veludviklet, mere bred end rund, og med store næsebor. Den skal være sort, undtagen hos harlekin hunde. (hvid med sorte pletter). Hos disse er en sort næse ønsket, men der tolereres en sommerfuglenæse (sort med pink pletter) eller kødfarvet næse. Hos blå hunde farven på næsen er antracit (fortyndet sort).

Næseparti: 

Dybt og så firkantet som muligt. Næseryggen må aldrig være konkav (saddelnæse), konveks (romernæse) eller falder væk i forreste del (ørnenæse).

Læber:

Hjørnet af læben skal være defineret. Læberne skal kunne ses, men må ikke være for hængende elle indad rullet. Læberne skal være mørkpigmenterede. For harlekin tolereres ufuldstændigt pigmenterede eller kødfarvede læber. 

Kæber, bid: 

Veludviklede og brede kæber med kraftigt, sundt og fuldstændigt saksebid (42 tænder svarende til tandformlen). Enhver afvigelse fra et komplet saksebid (bortset fra P1 i underkæben) er særdeles uønsket.

Kinder:

Kindmusklatur kun ganske let defineret og på ingen måde fremtrædende.

Øjne:

Middelstore med et livligt venligt intelligent udtryk. Mandelformede med tætsluttende øjenrande - ikke ansat for langt fra hinanden eller kineserøjne. 

Så mørke som muligt, lys stikkende eller ravgule øjne er uønskede. Selvom noget lysere øjne er tilladt hos blå hunde. Hos harlekin tolereres bleg (isblå) øjne eller to forskelligt farvede øjne.

Ører: 

Naturligt hængende, højt ansatte, men ikke løftet over kraniet eller hængende lavt. Middelstore. Deres forreste rand ligger ind mod kinderne, men skal hverken hængende fladt eller stå ud fra siderne af hovedet.

Hals: 

Lang, tør, muskuløs og aldrig kort eller tyk. Glider velformet over i kroppen og bliver let slankere mod hovedet, har buet nakkelinie. Halsen bæres oprejst, uden brat overgang (ewe neck) let fremover. For meget løs halshud eller dewlap er særdeles uønsket.

Krop:

Manke:

Det højeste punkt på den kraftige krop. Den er dannet af skulderbladenes kam, som rager op over ryghvirvlernes torntappe.

Ryg:

Kort og stram, svagt faldende bagud i en næsten ret linie. Ryggen må ikke være for lang eller med overlinien stigende bagud.

Lænd: 

Let hvælvet og bred, med kraftig muskulatur.

Kryds: 

Bredt, med stærk muskulatur. Fra korsben til halerod er det let faldende og går umærkeligt over i haleansatsen. Ikke stærkt skrånende eller vandret.

Bryst: 

Når ned til albueled. Godt hvælvede ribben, der strækker sig langt. Brystet har god bredde og dybde, med en udtalt forbryst uden overdrevent fremspringende brystben. Ikke flade eller tøndeformede ribben.

Underlinie: 

Bugen er godt optrukken bagtil og danner sammen med underbrystet en smuk kurve. Det er uønsket for tæver at have slap underlinie, der bærer præg af at have haft hvalpe.

Hale: 

Når til haseleddet, må ikke være for lang eller for kort. Den er højt ansat og bred ved basis, gradvis tyndere udefter mod spidsen. I hvile bæres den hængende i en naturlig bue; når hunden er opildnet eller under bevægelse, bæres halen let sabelformet, men ikke væsentligt over ryglinien, må aldrig bæres over ryggen. En kroget hale eller krøllet hale samt en hale båret til siden er særdeles uønsket. Børstehår hår på halen uønsket. 

Lemmer

Forpart 

Helhedsindtryk:

Skal være tilstrækkeligt vinklet og med stærke knogler og muskler

Skuldre: 

Med kraftig muskulatur. Det lange og skråtliggende skulderblad danner en vinkel på 100-110° med overarmen.

Overarm: 

Kraftig og muskuløs, med god tilslutning. Skal være lidt længere end skulderbladet.

Albuer: 

Hverken ind- eller udaddrejede.

Underarm: 

Kraftig og muskuløs, fuldstændig lige, set såvel forfra som fra siden.

Håndrod: 

Kraftig og stabil, kun uvæsentligt fremtrædende i forhold til underarmen i øvrigt.

Mellemhånd:

Kraftig. Set forfra er den lige, set fra siden kun let fremadrettet.

Forpoter: 

Rundede, højt hvælvede, med tæt sluttede tæer (kattepoter). Kløerne er korte og kraftige og så mørke som muligt.

Bagpart

Bagpartens knogler er generelt dækket af stærke muskler, som får kryds, hofter og overlår til at virke brede og afrundede. De kraftige, velvinklede bagben er set bagfra stillet parallelt med forbenene.

Helhedsindtryk:

Hele skelettet er generelt dækket af stærke muskler, som får kryds, hofter og overlår til at virke brede og afrundede. De kraftige, velvinklede bagben, set bagfra, er parallelle med de forreste ben.

Overlår:

Langt og bredt, meget muskuløst.

Knæ: 

Kraftigt, placeret næsten lodret under hofteleddet.

Underlår: 

Langt, af nogenlunde samme længde som overlåret og med god muskulatur.

Haseled: 

Kraftigt og stabilt, hverken ind- eller udaddrejet.

Mellemfod: 

Kort og kraftig, stillet næsten lodret mod jorden.

Bagpoter: 

Rundede, højt hvælvede, med tæt sluttede tæer (kattepoter). Kløerne er korte og kraftige og så mørke som muligt.

Bevægelse 

Harmonisk og smidig, dækker meget jord, let fjedrende, Aldrig med kort skridt eller pasgang. Benene skal være parallelle i bevægelse, både” frem og tilbage” og altid godt koordineret mellem for og bag.

Hud 

Stramt tilliggende. Godt pigmenteret hos ensfarvede hunde. Hos harlekin følger pigmenteringen overvejende pletterne i pelsen.

Pels 

Hårlag:

Meget kort og tæt, glat tilliggende og glansfuldt. Må aldrig være grov, mat eller en dobbelt pels

Farve:

Grand Danois avles i tre selvstændige varianter: Gul og tigret, harlekin og sort, blå.

• Gul : Lys gyldengul til dyb gyldengul, sort maske ønskes. Gul: Lys gyldengul til dyb gyldengul. Sort maske ønskes. Aldrig at være grå-gul, blå-gul eller have en sodet gul farve Ingen hvide aftegninger.

• Tigret: Grundarven er lys til dyb gylden-gul, med sorte striber så regelmæssige og klart tegnede som muligt, følger retningen af ribberne. Sort maske ønskes. Aldrig med udvaskede striber. Ingen hvide aftegninger.

• Harlekin (hvid med sorte forrevne pletter): Grundfarven er rent hvid, foretrækkes uden småpletter.. Rene sorte pletter godt fordelt over hele kroppen, med forreven kant. Grå eller brunlige pletter eller nuancer af disse farver i det sorte er uønskede, såvel som blå-grå stænk i den hvide. Såkaldte "Grautiger" forekommer og er hverken ønskeligt eller diskvalificerende.

• Sort: Laksort, hvide aftegninger på bryst og tilladte fødder. Medtaget her er "Manteltiger", hvor den sorte farve aftegner sig som en sadel ('Mantel') eller tæppe og næseparti, hals, bryst, mave, ben og halespids kan være hvide. Også hunde med hvid grundfarve og store, sorte aftegninger kaldt "Plattenhunde". Den sorte farve skal aldrig have nuancer af gul eller brun eller blålig sort farve.

Blå: Rent stålblå. Hvide aftegninger på bryst og poter er tilladte. Aldrig med en gul nuance eller sortbrune blå farve.

Størrelse og vægt

Skulderhøjde

Hanner: mindst 80 cm, bør ikke overstige 90 cm.

Tæver: mindst 72 cm, bør ikke overstige 84 cm.

Fejl

Spredte eller lange poter.

Alvorlige fejl

Beskadiget fortykket halespids eller Halespids, som er blevet kuperet.

Diskvalificerende fejl

Under minimumshøjde.

Bemærk

Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

Dansk Kennel Klubs bemærkning:

Forhold, som påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl

Standarden udgivet af FCI 8. oktober 2012

Oversættelsen godkendt af DKK's Standard Komité januar 2014.

NB! Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK i juli 2002.

BILAG

Anatomiske udtryk

Sakset fra GDK's hjemmeside

Del siden